Gå til indhold

Drivtur med Viking

Fangst rapporter > Fangst rapporter 2020
                                                                      DRIVTUR MED VIKING

Årets første tur på Sundet startede den 18. januar kl. 07:00 fra Helsingør med det gode skib Viking. 9 mand havde tilmeldt sig og der var smil på alles læber da skipper kundgjorde at vi blev de eneste på turen fordi et andet tilmeldt hold havde aflyst i sidste øjeblik. Skidt for skipper, men det var nu dejligt for os som dermed havde rigelig plads på det store skib.
Vejret var ikke ideelt med temmelig kraftig vind. Men til gengæld fik vi ingen nedbør og var begunstiget af pæne varmegrader. Viking er et af de større skibe og betydelig mindre påvirket af vinden end de fleste andre turbåde på Sundet, så vi drev ikke mere end at det var til at håndtere uden alt for tunge pirke.
Kursen blev sat nordpå og det meste af tiden fiskede vi ud for Ålsgårde. Der blev hevet pænt med torsk ombord og alle, med to undtagelser, fik de tilladte 5 torsk med hjem. De fleste vejede mellem 1,5 og 2 kg. - ikke store, men pæne. Totalt landede vi 41 torsk og den største på 2,8 kg. var jeg så ubeskeden selv at tage mig af.

hl


Tilbage til indhold