Gå til indhold

Hoved menu:

Fladfisketuren

Fangst rapporter > Fangst rapporter 2014

Der findes altid læ for vinden – men er der fisk?

Med en vejrudsigt der ikke var speciel god - frisk vind fra øst, stedvis op til hård - var det med lidt
blandede følelser Leif og undertegnede kørte mod Helsingør søndag den 16. november kl. ca. 5,45. Det ruskede godt i bilen, så vi regnede ikke rigtigt med at turen ville blive til noget; men Skipper havde jo ikke aflyst.
Da vi kom til Helsingør Nordhavn bro 4, hvor SVÆRD skulle ligge, var der bare ikke noget skib!! Vi ringede til Kim, der kunne fortælle at han havde været nødt til og flytte skibet over til en af flydebroerne foran Kulturværftet, grundet ombygningen af Nordhavnen (det kunne han nu godt nok have ladet os vide på forhånd). Så vi fik naturligvis travlt med at ringe til alle dem vi havde tlf. numre på.
Vel ombord på Sværd, blev vi enige om og vente med at rigge til, indtil vi havde talt med Kim, da vi stadig ikke var helt sikre på at turen kunne gennemføres. Det var lige før man blev søsyg af at stå på flydebroen.
Da Kim dukkede op, forsikrede han os om at vi sagtens kunne ligge og fiske nord for Helsingborg - det ville kun være de første 10 minutter ud fra havnen, at vi ville få en ”rulletur”.
Der var åbenbart andre end os, der med bekymring havde ”kigget” på vejrudsigten. Vi skulle have været 16, men vi blev kun 10, så der var god plads ombord. Man kan betale sig fra mange ting!
Ca. 25 minutter efter at vi sejlede fra Helsingør, lå vi i stort set spejlblankt vand, nord for Helsingborg.
Fiskeriet var heller ikke ”så ringe endda”. Dagens resultat blev 126 skrubber op til 0,75 kg, med den største til Michael, (tillykke med stangen) samt en halv snes Torsk op til ca. 1½ kg.
Så man kan roligt sige at dagen blev langt bedre, både vejrmæssigt og fiskemæssigt, end nogen af os havde forventet. Selv Palle fangede både Flade og Torsk.

hvk

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu