Gå til indhold

Hoved menu:

Lagan 2019

Fangst rapporter > Fangst rapporter 2019
                                                             Klubtur til Lagan

Efter at vi aflyste Lagan turen sidste år pga. manglende vand i elven tog vi chancen i januar og bookede et hus ved Lagan i september med håbet om at der ville være nok vand til at laksen ville vandre op mod Laholm. Vi fisker for det meste i den øvre del af elven. Fiskeriet lukker med udgangen af september for alle med dagkort mens de som har købt et årskort har tilladelse til at fiske indtil den 14. oktober. Vi forsøger altid at lægge Lagan turen sidst i september, hvor chancerne for fangst som regel er størst. Turen blev lagt i ugen fra 21. til 28. september. 8 havde tilmeldt sig men af forskellige årsager måtte 4 desværre melde fra. Holdet bestod derfor kun af Henrik Mortensen, Leif Djurhuus, Michael Munck (kun 2 dage) og undertegnede.
Henrik startede fiskeriet allerede lørdag ved 13-tiden. Han lykkedes ikke med at lande fisk men havde en hård fight med en 7-8 kg laks som han mistede lige før den skulle nettes. Leif og jeg ankom sent på eftermiddagen. Aftenen bød på Leifs hjemmelavede frikadeller.
Søndag blev der lukket 69 cbm/sek ud hele dagen og vi startede fiskeriet ved 9-tiden. Klokken 15 lykkedes det mig at lande en hunlaks på 3,8 kg / 78 cm. Henrik og Leif havde en nuldag. Det lød på frikadeller og is om aftenen.
Om mandagen blev der lukket 100 cbm/sek vand ud hvilket burde forbedre fiskeriet. Henrik startede med at miste 2 fejlkrogede og jeg mistede en stor korrekt kroget laks lige før den skulle landes. Krogen havde simpelt hen rettet sig helt ud. Surt show. Vi tog hjem sent på eftermiddagen uden fisk, men Henrik og Leif kørte tilbage efter middag (Henriks dejlige mørbradgryde) og vendte hjem igen ved 20:30 tiden. Henrik medbringende en hunlaks på 5,2 kg / 82 cm 
Tirsdag var vandføringen 120 cbm/sek og vi startede med at fiske kl. 7. Henrik fik et par timer senere landet en hanlaks på 5,7 kg. /89 cm. Ingen fisk til Leif og mig.
Onsdag blev jeg hjemme med ”hold i ryggen” mens Henrik fangede en laks på 5,2 kg /82 cm. Leif fik heller ikke noget den dag.
Torsdag blev det dog Leifs tur. Det lykkedes ham at lande en laks på 5,5 kg. Michael sluttede sig til os andre men fangede ikke noget.
Fredag regnede det hele dagen men vi fiskede da bare alligevel. Der blev lukket 120 cbm/sek ud fra 8 til 13, hvilket er super godt, men blandt os lykkedes det kun Henrik at lande fisk. En laks på 5,5 kg.
Resultatet på klubturen blev Henrik 4/21,6 kg, Leif 1/5,5 kg og jeg selv 1/3,8 kg.

Men der var alligevel kommet mod på at prøve igen. Henrik, Leif og jeg havde alle et årskort og måtte derfor fiske i Lagan til midten af oktober. Henrik og Leif tog på en endagstur til Laholm 10/10 og den dag fangede Leif 2 på henholdsvis 4,8 og 2,3 kg mens Henrik landede en på 4,7 kg.

Vi tog så alle tre på en endagstur 14/10 – sidste fiskedag før fredningen. Den dag satte jeg personlig rekord med en hunlaks på 7,8 kg. og Leif landede en på 4,9 kg. Den dag var desværre Henriks nuldag.

hl













Tilbage til indhold | Retur til hoved menu